Kritikerne af denne artikel vil sikkert ryste endnu mere på hovederne af denne artikel end dem de tidligere har læst fra Team TVB´s Nyheds portal.

At denne historie overhovedet er opstået, er udelukkende fordi vi turde begive os ud på egen hånd, og at nysgerrigheden ingen ende vil tage, når man skal afprøve sine grænser på en Cykel.

Velkommen til  "Radmarathon" i Syd Tirol og de Italienske Dolomitter.

Indskrivning!

Her i slutningen af Juli, var vi nu ankommet til Bolzano som ligger en times bil kørsel fra Brennerpasset.

Fra denne Italienske by skulle løbet køres, og nu hér dagen inden løbet, stod vi klar ved indskrivningen. Denne seance var ligesom løbet, heller ingen let sag, det første de spurgte om var vore licenser, og dem havde vi jo ingen af (vi er jo bare motionister) men her kunne de lave en "Midlertidig" licens, som gælder for resten af året, da de var klar med dette skriveri, spurgte de om vores "Helbredes attester" Hmmm.. hvad var nu dette for noget ?? OG sådan noget kendte vi ikke noget til, så damen længst borte ved bord 1 kiggede på os, og mente!! at vi så friske og sunde ud. (Jeg giver hende ret ;-) der blev sat en "krydsedulle" på vores pap licens, og så var det bare at slippe nogle euro, så var vi klar til at køre vores første "Dolomit Gand Fondo" næste morgen kl 8.30

Vi ankom til startområdet ca 15 min før starten, og kørte nu over den første "måtte" som tjekker din "Chip" (tidstagning) BIP!!! og NU vi stod der blandt en 5-600 mænd og en del Quinder. De fleste af deltagerne her! er ikke af den normale Danske størrelse, men snare en Dansker med "Spiseforstyrrelser"...Tynde som siv, og muskler som "Arnolds"

Hele menageriet "Master Car" Polizia osv. stod klar, og jeg mener at det var Borgmesteren som skød løbet i gang.

Whooohoooo.. Nu var vi i gang!!!

Jeg kørte mig op gennem flokken af ryttere, og forsøgte at komme med frontgruppen, denne blev efter nogle km med elastic-kørsel delt i to, men nu var der efter de første 10 km kommet fart i feltet, farten var på nuværende tidspunkt mellem 45-50 kmt, og pulsen var kommet op i arbejd´s tempo, det gik derudá som bare fanden, og denne del af ruten var næsten flad i forhold til det der skulle komme. 

Mén hvor var LG? Jeg syntes at jeg kunne høre ham bag mig (en masse spytten og væsende) i LG´s "frequenser", men jeg kiggede tilbage...Ingen LG!!!!! Han var punkteret ved 16 km skiltet....

Da vi var kommet i mål fortalte han mig, hvordan det fungerer med service på denne slags løb!!!

Han havde lige nået at tage halvdelen af dækket af, så kom service bilen. a´ med dækket ny slange i.... motorpumpe.... på med hjulet!!! Så var han klar igen!!! (For fanden det var næsten så man kunne ønske sig at punktere!!! Profferne har det jo sådan) 

NIX!!! dette var jo ikke sjov for LG... Men!! væk var han, og nu var jeg jo helt alene.. Og der var ca 10 km til første opstigning.

Til alt held!!! viste jeg jo ingenting om det  nu hvor jeg var i begyndelsen af opstigningen. På disse små stigninger ( 7-10%) sad jeg og snakkede med en Tysker som havde kørt " Giro delle Dolomiti" året før, og han sagde at dette " er jo ingenting" og jeg måtte give ham ret. Når man har kørt 6 etaper i dette terræn, så er én dags strabadser jo lig med nul.

På vejen op af "Jaufen" er der en del små byer, og i disse byer stod der folk og heppede på os, dette var som sædvanlig en stor hjælp når der skulle trædes igennem, og det skulle der jo hele tiden.

Det første vand depot kom efter ca 5 km opkørsel, dette sprang jeg over pga. at jeg sad sammen med en lille gruppe på ca 8-10 mand og alle var meget homogene, også var tempoet et som passede, lige nu!!

Selve vejen op til toppen er af en utrolig god kvalitet, og med nogle udsigter som kan tage pusten fra selv den største atlet. Her i slutningen af Juli er alt stadig grønt, dette skyldes til dels at bønderne vander meget på skråningerne, for at kunne få græs og hø til deres kreaturer.

NÅ men!! Efter yderligere nogle km begyndte denne lille "Grupetto" at falde fra hinanden, nogle stk faldt tilbage og nogle satte tempoet op. Jeg forsøgte at holde det jeg havde sat fra starten af opkørslen, og på nuværende tidspunkt havde jeg kørt med en puls som svingede mellem 175 og 180 slag pr min, og turde ikke øge den mere, efter én time med denne puls, skulle jeg ikke eksperimentere!!! og jeg havde jo bare kørt, halvvejs op af stigningen, jeg bestemte mig for at de sidste 9 km skulle køre med samme puls, og så forsøge at holde tempoet.

Lige inden vi slap trægrænsen, sad jeg så som sidste mand i feltet! Dem som var faldet tilbage var ikke at se og dem som jeg havde foran mig tidligere var også væk, og bag mig lå der en "Official" på en motorcykel han havde en passagér med som holdt et skilt hvor det stod et eller andet, med at dette var enden af "Gran Fondofeltet"

Denne "Motor Bike" (sikkert en Ducati) ;-o ventede tålmodigt på mig, men til sidst følte jeg mig meget stresset af ham, så jeg vinkede ham frem, og så forsvandt han op i himlen. JA!! nu føltes det som man var direkte på vej mod månen. Mine Damer og Herrer!!! nu var det stejlt sådan for alvor, og jeg havde sluppet trægrænsen, her i dette landskab!! er der bare græs / asfalt  kolde klipper, og gedelort.

Pludselig!!  Hørte jeg noget bekendt "Skrappe" bag mig. Dette bekendte sagde.. Nå!! Old Timer... er der stadig liv i dig?   Whoohooooo..... Det var LG!!! som kom fræsende op fra dalen efter hans punktering, og vil fulgtes nogle hundrede meter, og snakkede om hvordan det gik...JOV!! det gik godt, og så forsvandt han op af bjerget, jeg kunne jo følge ham hele vejen op mod toppen, OK bare visuelt.. Der var nu gået 2 timer og 6 min med fuld knald på pulsen, og jeg glædede mig squ til at køre ned, og få lidt ro på den gamle krop.

Lige efter toppen var der et depot hvor jeg tankede vand, og nappede en banan, og så var det om at komme i gang.

Op på rammen.. fart på klingerne.. ned i hornene, og nu gik det stærkt. Denne vej ned af bjerget er fra starten ret bred, og med nogle bløde sving så farten var nu oppe på 60-75 kmt... Herligt!!!!! Når man kommer ned til trægrænsen bliver vejen lidt smallere og farten går lidt ned, men det er nu rart, og vindjakken larmer ikke så meget,  temperaturen stiger også...  Nu er det virkeligt fedt at være "Motionist" 

Som i vil kunne læse i artiklen om vores træning hernede (kommer snart) skulle vi jo have været med Holger Danske Busrejser, men fik ikke plads.. Nok om det!!!! Her et godt stykke nede af bjerget mødte jeg så Hold 3 fra Holger Danske. Længst fremme i front sad 2 af Team TVB´s gode bekendte og trak holdet op af "Jaufenpass" fra den lette side ;-), jeg nåede lige at råbe til dem, og så var jeg nede på fladbanen som skulle bringe mig frem til den næste opkørsel. Dette med fladbane var underligt at køre på, man kunne jo bare "skyde den op på "35-40" uden problemer, nu efter man havde kigget på hastigheden som ellers lå på 7-10 kmt.

Nu var det tid til den værste opkørsel i min karrierer!!!!!!!! som Motionist

Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive vejen op af dette lede bjerg!!!  MEN!!! jeg kan sige at den starter med stigninger på 12,5% og svinger mellem 8-10 % meget af vejen op, og ikke nok med disse % så skal denne klods af et lorte bjerg slutte med 14,8%, og dette efter 14,5 km... Sikke noget lort, men der var et depot på toppen som havde kager ...Ikke dårligt... ikke dårligt!!!!

OK! lidt detaljer skal i få om denne knold.

DER er ingen hårnålesving på dette bjerg!!! Bare bløde buer som følger kammen af bjerget...Altså ingen hvile i sving!! kun stigning hele vejen op, og efter de første 4 km måtte jeg ind og strække min ryg ud... Den var kaput!!!

Da jeg lå over et autoværn, så jeg en dame rytter komme kørende på sin MTB!!! og dette kunne jeg jo ikke have på mig, en "Quinde" foran, men det var en realitet, og den skulle formindskes ( hun var 100 m foran) op på "dyret"  jeg trampede for "Konge og Fosterland" men lige lidt hjalp det!! mit "Speedmonster 05" knirkede og bragede, og det eneste jeg jeg fik fra denne "Ungmø på 20 år" var duften af hende... Herligt!!! men hun kom altså disse 100 m før mig.

Tilbage til virkeligheden:

Efter et par kager en halv liter Cola og optakning, var det ned over knolden, jeg havde nu tids-problemer hvis jeg skulle nå gennem dette "Radmarathon/ Gran Fondo" som det også hedder. Skiii.. med det!! 

Der var nu fuld knald på puls og pedaler... MEN!!!!! desværre kom jeg et par minutter for sent til at kunne gennemføre Gran Fondo....Sikke noget lort!!!!!!!!!  Jeg havde nu gennemført "Fondo" som er på 134,5 km og 3.100 højdemeter... MEN skuffet var jeg lige nu..

Efter dette traume, var det bare at køre ned mod Bolzano og hjem til ventende Pasta og masser af Vandmelon, og den flotte præmieuddeling.

LG!!! var ikke kommet i mål?????? Hvor var han???

Jeg spiste min Pasta og Vandmelon, drak et par spande vand, og sad ellers der og hang med mulen.. Det hele var noget lort!!! Så jeg kørte hjem og tog et bad, satte mig og funderede lidt over tingene, telefonen ringede! det var LG...Jeg vil hentes...NIX!!! du kan køre hjem selv, ( det gjorde han så). Dagen var til ende, LG havde kørt GF!! alt var ok!!! Bare ikke kroppen, den led!!! kramper... ondt over alt, vi var ikke til pænt brug nu.

Det var squ ok!!!!

Jeg havde kørt over to af de store Bjergpas i Europa, og havde nu prøvet kræfter med ryttere fra Lokalområdet, og jeg blev nu alligeveller stolt!!!! og glad, men!!! måske skulle jeg ikke have kørt 122 km og 2200 højdemeter dagen inden dette race.. Men alt skal jo prøves ;-) og tiden er jo knap når man næsten er halvtreds :-)

Forfatter og deltager.

Jeg vil hertil slut, håbe at der er flere som vil begive sig ud i disse " Gran Fondo" løb som absolut er i verdensklasse, men stigninger som varer mere end 2 timer at kommer over, kræver "Nosser af Titan"